Adiós

Efter at have opholdt mig i Guatemala i naesten fem maaneder har jeg - udover spansk - laert en hel del om traditioner, skikke og kultur i Guatemala. Jeg er ikke for alvor stoedt ind i problemer eller har haft daarlige oplevelser, og de frygt-scenarier, som jeg havde, foer jeg tog af sted, blev hurtigt glemt.

Maerkedage
Udover fars dag, mors dag, valentinsdag, uafhængighedsdag og revolutionsdag dag, saa fejrer guatemalanerne en hel del andre maerkedage. F.eks
- El día del niño - "barnets dag", hvor boernene typisk faar gaver og kage.

- El día de la secretaria - "sekretaerens dag" - hvorfor sekretaeren skal fejres, staar stadig ikke helt klart for mig.

- El día de los Innocentes - "De uskyldiges dag" - fejres med jokes og hvide loegne á la aprilsnar.

- El día de Mc Feliz - "Mc glad dag" - paa trods af at det er Mc. Donalds, der staar bag, saa fejres dagen som en nationaldag med en masse mediedaekning. Paa denne dag kan koebes Big Macs til halv pris, og alt overskud gaar til boern paa hospitalerne. Praesidentkandidaterne udnyttede desuden denne dag i deres politiske kampagne, hvor de konkurrerede om at spise flest burgere.

- El día de la Virgen de Guadalupe - en af mange religioese maerkedage med religioese parader, fyrvaerkeri osv.

- El día de los Santos - "Sankt helgens dag" - fejres som en del af "El día de los Muertes", hvor man spiser fiambre og besoeger de afdøde slægtninge på kirkergaarden.

Majs, der bliver toerret paa taget.

- El día de los Muertes - "De doedes dag" - en dag, hvor der bedes for alle de doede. Paa denne dag taler folk meget om doeden og overtro, spiser fiambre og besoeger kirkegaarden med blomster. Folk har picknickurven med og hvis vinden er til det, flyves der med drage.

- El día del árbol - "traeets dag" - en dag, hvor naturen og miljoeet fejres med parader osv. Jeg kan blot undrer mig over, hvad der egentlig bliver gjort for naturen denne dag, hvis der da overhovedet bliver gjort andet end bare at taenke på naturen?

La comida - maden

Jeg er uden tvivl kommet til at holde meget af Miriams mad - isaer nogle af de meget traditionelle retter som frijoles (mosede sorte boenner) med plátanos (stegte madbananer), aeg og salsa. Generelt har jeg spist rigtig mange aeg, tortillas/tamalitos (smaa majspandekager eller majsbroed, indpakket i majs- eller bananblade) og plátanos - tit kunne det godt blive til omkring 10 tortillas/tamalitos i loebet af en dag, da det gerne serveres til morgen, middag og aften. Dog er det noget jeg stadig ikke er blevet traet af at spise, og jeg laerte hurtigt at lyden af klappende haender fra koekkenet indikerede at middagen ville blive akompagneret af tortillas. Til hverdag var det stod den som oftest paa tamalitos, enten dampet eller ristede.

Umiddelbart er det noget lettere at lave tamalitos, da man kan lave en stor grydefuld ad gangen. Tortillas skal derimod haandformes og er kun laekre, hvis de er friske. Miriram insisterede dog altid paa at lave tortillas selv frem for at koebe dem i et af de mange tortillaríaer (hvor kvinder dagen lang staar og klapper tortillas). Typisk er det noedvendigt at lave mere end 50 tortillas til at daekke en middag med hele familien, så det kunne godt tage et par timer at lave tilstraekkeligt med tortillas.

Las bebidas - drikkevarer
Guatemala er verdensberoemt for sin kaffe. Alligevel har jeg aldrig drukket saa meget nescafe som i Guatemala. Kun til yderst saerlige lejligheder som foedselsdage og jul bliver der serveret original guatemalansk kaffe - men med saa meget sukker, at man kan blive helt i tvivl om, det faktisk er kaffe, som man drikker. Jessica - en amerikansk pige, der boede ved familien - var overbevist om at de serverede varm cola foerste gang, hun smagte den saakaldte kaffe.
Guatemalanerne har generelt et helt enormt sukkerbehov og tilfoejer gerne 4-5 skefulde sukker til en kop te. Der er tradition for rigtig mange soede, varme drikke i Guatemala, hvoraf jeg faktisk synes godt om nogle af "los atoles" og "ponches".

"Ponche" faas i to variationer: baseret paa maelk eller som en slags varm saftevand med frugtstykker. Drikke, der er meget populaere omkring jul - gerne tilfoert likoer.
"Atol" er begrebet for flere forskellige varme og tyktflydende drikke. F.eks. er der
- atol de elote (tyk, varm, gul drik baseret paa majs - indeholdende hele majskorn), denne drik faas baade i soed og neutral udgave.
- atol de banana, baseret paa banan
- arroz con leche (en slags, flydende risengroed med vanilje)
- arroz con chocolate (en slags flydende risengroed med chokolade)
- atol de ayote, baseret paa graeskar

Derudover drikkes der gerne varm chokolade til saerlige lejligheder. Chokoladen er typisk meget soedere, end det jeg er vant til og inderholder smag af vanilje, kanel, kirsebaer, chili, mint, kaffe eller mandel - og det kan være laekkert en kold aften i Xela.
En anden populaer drik i Xela er "ron" og "gallo" - rom og oellen gallo. Selvom hovedparten af guatemalanerne er dybt katolske, saa eksisterer der en del alkoholproblemer, og typisk er der mindst én nuvaerende eller tidligere alkoholiker i hver familie. Det er meget normalt at se maend ligge og sove i gaderne i loebet af dagen - noget, der tog mig en del tid at vende mig til.

Religión
Hovedparten af alle guatemalanerne er religioese - typisk katolikker. Dog er mange dog stadig paavirket af mayaernes naturtro og ritualer, og generelt er folk meget overtroiske og overbeviste om de har set spoegelser osv. Mange mindre kirker er desuden ofte dekoreret med mayainspirerede totems osv. Samtidig er mayaerne ogsaa paavirket af kristendommen, og typisk indgaar blandt andet kors i mayaernes ritualer og ceremonier.
Jeg har under mit ophold i Guatemala efterhaanden deltaget i en del mindre ceremonier i huset - ofte med levende lys og har laert brudstykker af "Padre nuestro" - fadervor - og "Ave María". Bordboen er dog ikke noget vi har praktiseret - kun ved saerlige lejligheder.

Chicken buses

Chicken bus, camioneta, parilla - kaert barn har mange navne, også når det bare drejer sig om en gammel amerikansk skolebus.
Jeg er efterhaanden blevet rigtig glad for at koere med chicken bus. Paa trods af at chauffoerene som regel koerer som doed og helvede paa de - til tider - meget smalle veje med meget skarpe sving, og busserne bestemt ikke er indrettet til folk med lange ben, saa er det altid interessant, at snakke med de forskellige lokale mennesker - som man alligevel naesten sidder paa skoedet af, naar bussen drejer i et af de skarpe sving. Man kommer taet paa mange fremmede (ikke altid helt vellugtende og renlige) folk, men med 180 i timen, guatemalansk/mexicansk popmusik tordnende ud af hoejtalerne, minimum tre personer paa et tomandssaede, smuk natur uden for, kvinder fra markedet med enten levende eller doede hoens i et net, praester, der holder praedikener eller saelgere, der holder tale og forsoeger at saelge alt fra vitaminpiller og tigerbalsam til lommelygter og banankage og konduktoerer, der klatrer rundt uden for vinduerne paa siden af bussen for at fastgoere eller loesne noget bagage, ja saa er der rigeligt at blive underholdt af.

Discriminación
I Guatemala har der - isaer - tidligere vaeret meget diskrimination af de oprindelige mayafolk. Det er dog noget, som man forsoeger at goere op med, og der er udfattet en hel del love for at forhindre diskriminationen. Om det er paa grund lovene, ved jeg ikke, men jeg har ikke oplevet at der bliver gjort forskel mellem guatemalanerne. Jeg har dog heller aldrig laert at se forskel paa "los indígenas" - de oprindelige og paa "los ladinos" - faktisk synes jeg, at de alle ligner meget hinanden, og generelt er de fleste da ogsaa en blanding af begge. For nogen betyder det dog meget at kunne erklaere sig enten "ladino" eller "indígena".
Selvom jeg ikke har oplevet diskrimination af det oprindelige folk, saa betyder det dog ikke at mit ophold i Guatemala har vaeret helt uden diskrimination. Faktisk har jeg selv foelt mig noget lidt diskrimineret hver gang jeg skulle betale for adgang til en offentlig turistattraktion. Prisen er altid saerligt hoej for "extranjeros" - fremmede - nogle gange op til 10 gange saa hoej!
Det er dog heldigvis ogsaa de eneste tidspunkter, hvor jeg har foelt nogen som helst form for diskrimination.

Peligros - farer
Til trods for at Guatemala gaar for at vaere et farligt land med meget kriminalitet og vold, saa har jeg ikke paa noget tidspunkt haft ubehagelige og utrygge oplevelser. Xela er i modsaetning til La Ciudadad de Guatemala en meget stille og rolig by, og jeg altid trygt gaaet rundt i byen - ogsaa efter moerkets frembrud.
Den stoerste fare i Xela er nok trafikken, der til gengaeld godt kan vaere skoer. Jeg holdt hurtigt op med at proeve at forstaa trafikmoenstrene, da det gik op for mig at saadanne simpelthen ikke eksisterer. For eksempel er det sjaeldent, at bilerne bruger blinklys, og umiddelbart er det kun sikkert at gaa over vejen, hvis man ikke kan se nogle biler - en fodgaenger er bestemt ikke noget, der bliver taget hensyn til. En aeldre mand fik for eksempel sine foedder koert over uden, at billisten saa meget som stoppede, manden maatte - paa trods af store smerter - skynde sig videre ind paa fortovet for ikke at ende i flere trafikuheld.

Til trods for risiko for at indtage store maengder daarlige bakterier og blive syg, saa har jeg udforsket det guatemalanske gadekoekken - vel at maerke uden at faa daarlig mave. Faktisk kan der koebes yderst delikat og billigt mad i gaden - alt fra ristede majs og fyldte tortillas til friskskaaret frugt og enchiladas. Jeg  efterhaanden spist saa meget, at jeg tror, at min mave saa godt som er blevet immun over for skadelige madbakterier.

El Clima
I Guatemala har man kun to aarstider: sommer og vinter, der mere indikerer den toerre periode (november-maj) og regntiden (juni-oktober). Guatemala er desuden et land med meget varieret klima. Xela ligger i 2200 meters hoejde, hvorfor der typisk bliver ret koldt om natten, men man skal kun cirka en times koersel vaek fra Xela, foer man kommer til et varmt og tropisk klima.
Typisk i slutningen af regntiden kommer der nogle voldsomme byger, der ofte foraarsager store skader i naturen og oedelaegger hele landsbyer og markerne med afgrøder. I 2011- i forhold til normalt - slap de fleste heldigt uden katastrofale foelger af de ellers store oversvoemmelser som regnen foraarsagede - alligevel kom doedstallet op i naerheden af 100 mennesker.

Jeg er desuden blevet meget glad for Guatemalas natur, der er smuk og meget frodig. Der er ca. 32 vulkaner i Guatemala, hvoraf tre er meget aktive. At Guatemala ligger mellem to tetoniske plader, kommer desuden ofte til udtryk gennem rystelser - nogle noget voldsommere end andre. Den stoerste rystelse jeg oplevede maalte 4,3 paa richterskalaen.

Los guatemaltecos
I Miami lufthavn -paa vej til Guatemala - moedte jer flere personer, der havde svaert ved at forstaa, hvad jeg ville i Guatemala og raadede mig til at at passe godt paa mig selv og vaere forsigtig. Guatemala var i deres oejne et farligt land, og saerligt maendene var nogen, som man skulle passe paa.
Hvad jeg oplevede var dog noget helt andet: guatemalanerne er et meget venligt og aabent folkefaerd, der prioriterer snak og humor hoejt. Samtidig fylder religion og fodbold ogsaa en hel del - og ja, der er bestemt forskel paa deres opfoersel paa stadion og i kirken.

La familia
Min soede, rare, aabne og imoedkomne familie bestaar af:
- Francisco (Paco), 61 aar og faren i familien. Han er pensioneret laerer og har en mark, hvor han dyrker diverse groentsager og majs til familiens forbrug.
- Miriam (Mimi), moren i familien, traditionel husmor, der ordner husholdningen og er faenomenal ved koedgryderne.
- Surama, 34 aar, familiens aeldste datter, der bor sammen med sin mand, Ilvin og deres tre soenner, Armando, Jose-Miguel og Rodrigo.
- Paula, familiens afdoede datter, der savnes og oftes mindes, studerede medicin og doede af kraeft for tre aar siden.
- Carmen Xiomara, 27 aar, min "storesoester" i familien. Hun studerer til civilingenioer, og er altid meget paedagogisk, naar hun forklarer noget, som jeg ikke har forstaaet. Hun har desuden besoegt Tyskland og kan tale en smule tysk, hvilket hjalp mig i starten, da jeg intet spansk kunne.
- Matias, 25 aar, min aeldste "storebror" i familien. Han studerer til industri/elektro-ingenioer og elsker at grine, joke og fortaelle historier sammen med Miguel.
- Miguel Onan, 21 aar, min "yngste storebror" i familien. Han studerer medicin, det er desuden tydeligt, at han er den mindste og spiller stadig rollen som den lille, fraekke, uskyldige lillebror, der altid har en kaek bemaerkning. Han har desuden et stort engelsk ordforraad.
Hundene: familien har tre hunde, der til tider alle tre goer en hel nat igennem.
- Vicky: familiens gamle cockerspaniel, der snorker og helst passer sig selv. Den er baade en smule blind og doev, og skulle man ved et tilfaelde komme til at forskraekke den, saa kan den finde paa at bide - men da den ikke har nogle taender, er det alligevel begraenset, hvor meget skade det goer.
- Diana: en af familiens to schaeferhunde og mor til Rocky. Diana bor paa taget af huset og fungerer mest som vagthund.

- Rocky: 11 mdr og en stor og legesyg schaeferhvalp, der fungerer som vagthund ligesom Diana. Rocky bor paa en slags terasse for enden af trappen op til mit og resten af husets vaerelser. Der gik flere maaneder, foer Rocky og jeg vaennede os til hinanden, og jeg fik ofte et chok, naar jeg i moerke - efter at have boerstet taender - blev overrasket af en goende hund, der naesten sprang over hundegaardens laage. Rocky kan desuden godt lide at staa med poterne paa hegnet med hovedet haengende langt ud over husets gaardsplads. Han havde desuden en formidabel evne til at savle netop, naar jeg gik forbi under ham.
Samlingspunktet i familien er altid ved frokost og aftensmad. Typisk bliver vi gerne siddende i lang tid for at spille scrabble eller snakke - om alt fra religion, homoseksualitet og politik til graesk mytologi og verdens undergang.
Derudover samles vi af og til til en fodboldkamp i fjernsynet - saerligt naar FC Barcelona, Xelaju eller Guatemala spiller.

Parque Central
Parque Central er altid fuld mennesker, drenge, der vil pudse sko og kvinder, der vil saelge, deres haandarbejde. Derudover er der ofte marimbakoncerter, religioese optog, markeder, dansere og andre optraedende mennesker. Jeg er tit gaaet til Parque Cenral med henblik paa at laese, men ofte er det endt med lange samtaler med de saereste typer - ofte tidligere ilegale immigranter til USA. Jeg faaet flere "Parque-kammerater" og har hoert mange interessante livshistorier.

Hvad jeg umiddelbart har laert
Efter knap fem maaneders ophold i Guatemala har laert aldrig at forlade huset uden:
- toiletpapir - det er en yderst sjaeldenhed, at der er papir paa toiletterne i Guatemala.
- ordbog - gennem min faerden i byen er det naesten umuligt ikke stoede paa endnu et nyt ord til ordforraadet.
- noeglen til huset - porten til huset er altid laast.
- paparaply (i regntiden) - i regntiden kunne man forlade huset i hoej solskin og blaa himmel, hvoerefter man en halv time senere blev gennembloedt af en ordentlig byge.
- penge - i tilfaelde af, at man skulle have glemt f.eks. paraplyen er det rart at have penge til enten en bus eller en kop kaffe en cafe, hvor man kan krybe i skjul for regnen.

Derudover har jeg laert:
- en hel masse og majs - majsyper, hvordan majsen hoestes og tilberedes.
- guatemalanske skikke og traditioner - og bliver for eksempel ikke laengere paa samme maade forskraekket, naar der fyres fyrvaerkeri af i gaderne.
- at finde rundt i Xela - det tog mig en maaned med mange vildfarelser, foer jeg laerte at kende de mange meget ens gader fra hinanden.
- at krydse en meget trafikeret vej mit i myldretiden paa vej til skole - jeg laerte efter noget tid, hvilke busser, der stopper hvor, hvorfor der kommer huller i trafikken.
- at spise kun med gaffel - og ja det er faktisk muligt at spise et stort stykke koed - nogenlunde paent. Hvorfor vi aldrig brugte ved jeg ikke, men det sparede da Miriam for lidt opvask.

Dertil kommer at jeg:
- er blevet saa godt som immun over for bakterier, og har mistet mit kritiske syn paa det jeg spiser - jeg foeler mig med andre ord mere eller mindre altaedende.
-er blevet meget mindre punktlig - i Guatemala er der alligevel ingen, der kommer til tiden og busserne afgaar ofte med 5-10 minutters mellemrum.
- nu kan kalde mig "international loeber" - noget Francisco snakkede en del om.

Succeser:
- Har loebet ½ marathon i 2,2 kilometers hoejde - uden overdret meget traening. Tid: 2.00.40
- Har bestiget Tajumulco - Centralamerikas hoejste bjerg.
- Blev nummer 2 i et spil scrabble.
- Har laest Harry Potter 2 paa spansk
- Er blevet rigtig god til at spise chili.

Hvad jeg har savnet:
Udover at jeg selvfoelgelig til tider har savnet venner og familie i Danmark, saa er der ting i Danmark, som jeg har fundet ud af, er meget behagelige. F.eks:
- varme bade - i huset er det ikke muligt at tage et varmt bad. Jeg laerte hurtigt at tage bad i lunkent vand uden problemer, men de dage, hvor vandvarmeren ikke virkede, og jeg var noedt til at tage bad i iskoldt vand, ja saa savnede jeg de varme bade i Danmark.
- at sove i en seng uden lopper - i regntiden er der "pulgas" (lopper) i sengetoejet. Det er et faktum og lige meget, hvor ofte man saa vasker og skifter sengetoej, er der ikke noget at goere. Mens guatemalanerne er mere eller mindre immune over for bid, havde jeg perioder, hvor jeg naermest havde bid over hele kroppen. I november og december er det heldigvis for koldt til at lopperne kan leve.
- at kunne falde ind i mængden - selvom det er praktisk at vaere hoej og kunne se, hvad der sker, saa vaennede jeg mig aldrig rigtig til at folk gerne pegede eller vendte sig om for at kigge paa mig. Det var ikke galt i Xela, da det er en stor by, som turister gerne aflaegger visit. Til gengaeld oplevede jeg i flere mindre byer, folk grinede, naar de saa mig.

El año nuevo

"Nytaar er som juleaften, bare mindre glaedeligt." - saadan forklarede Miriam fejringen af nytaaret i familien. Hvad det saa skulle betyde fattede jeg ikke helt,  og jeg var derfor ret spaendt. Om eftermiddagen d. 31. december var der 10 kilometers loeb i Xela som afslutningen paa aaret. Genoveva (spanskelev fra skolen) og jeg deltog, men jeg indsaa hurtigt, at dette loeb paa ingen maade kunne sammenlignes med Xela 21K i november. Loebet var noget mindre, gaderne var daarligt afspaerrede, hvorfor vi loeb i bilos hele vejen. Kvinderne skulle ifoelge planen starte 10 minutter foer maendene, men allerede efter 12 minutters loeb blev jeg overhalet af de foerste maend, og da der ikke var kilometerafmaerkninger, blev jeg noget i tvivl om, hvor langt jeg egentlig havde loebet. Da jeg naermede mig maal, blev jeg igen forvirret over hvor langt jeg havde loebet, da mit ur viste at jeg havde loebet i lidt mere end 46 minutter, og der ud fra min bedoemmelse ikke var mere end et par 100 meter til maal. Foer vi kunne løbe i mål, skulle vi først passere målet for at løbe 100 m længere. Derefter kunne vi vende om og løbe i mål.  Min sluttid var 48 min 40 s, hvilket for mig var en suveraen 10 kilometer-tid - taget min minimale traening, forurening og hoejden (2200 m) i betragtning. Det viste sig da ogsaa, at det ikke var 10 km, som vi havde loebet, men 9,8 km. Det til trods var der en god stemning, og det var interessant at opleve et loeb i mere "Estilo de Guatemala".
Om aftenen kom forskellige familiemedlemmer paa besoeg, og der blev serveret chuchitos (en slags pache lavet af majs), caliente de piña og slik og soede sager. Da klokken slog tolv, holdt vi en oración alá juleaften - paa knae med levende lys. Denne gang blev Jesus-boernene kysset og sat paa hver sin stol i krybbespillet.

Herefter blev der fyret fyrvaerkeri af paa gaardspladsen. Fyrvaerkeriet gav nogle ordentlige brag og floej til alle sider - hvad det sjove er ved det, er mig stadig en gaade. Jeg syntes mest det var lidt farligt og forsøgte holde mig i god afstand fra fyrvaerkeriet. Efter at have affyret al fyrvaerkeriet var det tid til den egentlige aftensmad - lasagne med toastbroed. Jeg havde indtryk af, at det for familien var meget eksotisk at spise æasagne, men det smagte godt. Det var desuden foerste gang i al min tid hos familien, at vi fik mad bagt i ovnen. Egentlig troede jeg slet ikke at ovnen virkede, da de altid bruger den til at opbevare mad i. Resten af aftenen blev brugt paa afslapning og hygge.
D. 1. januar stod vi sent op, men da der ikke var toemmermaend, tog vi til marked i Parque Central, hvor der som det eneste sted i Xela var liv og mange mennesker. Resten af byen var saa godt som doed, og alt var lukket. Om aftenen blev der traditionen tro afholdt et katolsk optog med start i Xelas katedral. Hvert aar bliver en rig familie udvalgt til at vaere vaert for optoget, da de skal vaere i stand til at daekke hele optogets omkostninger. Kun de indbudte (typisk cirka 300) gaester maa deltage, og efter selve optoget afholdes en stor fest med laekker mad. Under selve optoget var der hyret et orkester samt en flok udklaedte mennesker - der for mig lignede en flok gøglere i nar-kostumer. Typisk ligger omkostningerne for optoget paa omkring 10.000 US$, hvilket er en paen sjat for folk i Guatemala.

La Navidad

Jeg hoerte allerede de foerste julesange i radioen i
starten af oktober, og i starten af november blev Parque Central dekoreret med julelys, og flere steder blev store kunstige juletraeer opsat. I slutningen af november var der et kaempe juleoptog med baade letpaaklaedte dansende nissepiger, kunstig sne, julemaend, skoleboern, der spillede musik og dansede - og udklaedte egern, smoelfer, aber og diverse andre dyr/figurer. Jeg ved dog ikke lige helt, hvad de havde med jul at gøre. Til trods for den konstante paamindelse om jul har det dog vaeret temmelig svaert at komme i julestemning - isaer paa grund af varme og sol i loebet af dagen. Samtidig har jeg kaempet for at taenke kreativt med henblik paa indkoeb af julegaver til hele familien. Bestemt ikke let, når jeg ikke aner hvad der kutyme i Guatemala. Flere gange har jeg faktisk oensket mig en jul uden gaver. Til sidst endte jeg dog med at vaere helt tilfreds med mine julegaver til familien.

I loebet af december har vi vaeret til julekoncert i katedralen og hoert Guatemalas nationale symfoniorkester spille julemusik i Parque Central. Derudover har det faste lokale marked vaeret udvidet i stor stil de sidste par uger - altid proppet med mennesker, boder med diverse julegodter (smaakager, skumfiduser, chokolade etc), farvet savsmuld, fyrvaerkeri, vindruer, alkohol, julepynt og elektriske julelys, der spiller julemusik i hjerteskaerende hoeje toner.
Stort set alle familier laver un nacimiento (et krybbespil) i hjemmet - og hvilke krybbespil! Enorme landskaber med alt fra hyrder, engle og de hellige tre konger til dinosaurer, tigere og andre legetoejsfigurer. Det mest imponerende krybbespil jeg indtil videre har set, er krybbespillet hos min familie. Jeg vil skyde paa at det mere eller mindre fylder 6 m^2 og inkluderer bjerge, broer - og der er brugt mange timers arbejde på at lave det! Udover nacimiento er hele huset dekoreret med kunstige julelys, der blinker alskens farver, saa det naesten minder om et diskotek, naar man traeder ind.

D. 24. december blev jeg vaekket kl. 6.30 af, hvad der loed som om 3. verdenskrig netop udbroed - et kaempe brag, der fik hele huset til at ryste! Aarsagen var ikke andet end at Matias havde foedselsdag, hvorfor Francisco affyrede, hvad der mest lød som, en hjemmelavet bombe. Da vi alle var vaagne, tog vi paa kirkegaarden med blomster inden morgenmad.

Derefter var der en hel del, der skulle forberedes: madlavning, rengoering osv. Jeg hjalp til med at adskille grannaale fra grenene, da de skulle bruges til at daekke gulvet i stuen, mens alle rendte travle rundt og forskellig slags julemusik (amerikansk, spansk, marimba osv) tordnede ud af radioen - og endelig var jeg faktisk i julestemning.
Kl. 14 ankom 12 af Matias` venner til frokost, der bestod af oksekoed, salat, ris, sovs, tamilitos og en kaempe foedselsdagskage, som Miriam i flere timer ihaerdigt havde kaempet med at lave. Det meste af eftermiddagen gik med at holde foedselsdag for Matias, og der gik kun nogle faa timer fra Matias` gaester var gaaet til nye gaester ankom - denne gang i anledning af juleaften. I loebet af aftenen kom og gik forskellige familier, og der blev spist sandwich, traditionelle julegodter som skumfiduser, vindruer, slik og smaakager - og mere foedselsdagskage. Dertil blev drukket varm chokolade og caliente (en varm drik med ananas).
Selve julehoejtidligheden blev afholdt - ved midnat - med Surama (familiens aeldste datter) og hendes mand og soenner. Umiddelbart inden midnat blev fem Jesus-boern fundet frem, afklaedt og kysset af samtlige familiemedlemmer inden de kl. 24.00 blev anbragt i familiens krybbespil. Herefter blev der afholdt en oración, hvor vi alle med hver vores stearinlys sad paa knae foran krybbespillet, mens Francisco og Matias afholdt en boen. Som afslutning uddelte vi alle knus og kram og oenskede hinanden god jul.
Herefter var det tid til fyrvaerkeri! I Guatemala er fyrvaerkeri en vigtig del af julen, og Jose-Miguel og Armando (Suramas to aeldste soenner) havde hver medbragt en stor pose fyrvaerkeri. I modsaetning til Danmark er det meget sjaeldent at guatemalanerne bruger fyrvaerkeri beregnet til luften, og drengenes fyrvaerkeri var altsammen beregnet til jorden - og virkede desuden en smule farligt, da det susede vidt omkring.
Efter at fyret diverse krudt og kugler af var det tid til "aftensmad" - traditionel julemad, "paches" (en slags kartoffelmos med krydderier, chili, aerter og et stykke koed i midten, kogt - indpakket i bananblade) med toastbroed, tamalitos (en slags dampet majsbroed), caliente og meget soed te.

Paches de papa

Da vi havde spist, regnede jeg med, at det var tid til gaver, men ingen lod til at taenke paa gaver, og vi blev siddende, snakkende ved bordet. Da klokken var mere end 2, begyndte Jose-Miguel og Armando at blive meget traette, og endelig saa det ud som om vi skulle give hinanden gaver. Igen tog jeg dog fejl, da det kun var Armando og Jose-Miguel, der fik gaver. Jeg regnede med, at det var fordi de var traette, og at vi andre ville give hinanden gaver senere. Vi naaede dog aldrig dertil, og jeg gik meget traet i seng efter at have vaeret oppe siden kl. 6.30.
Naeste morgen d. 25. december kom en lille flok gaester paa besoeg med to Jesus-boern. Det er en tradition i Guatemala at forskellige grupper af mennesker bruger hele 1. juledag paa at baere et Jesus-barn rundt til forskellige huse. I hvert hus bliver der givet penge til Jesus-barnet (disse penge gaar typisk til familierne selv), serveret paches og budt paa slik og julegodter.
Under gruppens besoeg blev der sunget en salme og alle kyssede Jesus-boernene. Da gruppen havde forladt huset spiste vi selv paches til morgenmad. Herefter regnede jeg med at NU maatte det vaere tid til gaver, men nej heller ikke nu. Kl. 12 blev der igen holdt en oracíon lignende den natten foer med levende lys og knus og kram, mens vi oenskede hinanden god jul.

Senere spiste vi stor frokost: grillet kylling med kartoffel/aeble/vindruesalat og ris og caliente og meget soed te. Om aftenen samledes vi til kaffe og broed, og jeg indsaa til sidst, at det var en jul uden gaver, hvilket jo som saadan ikke er noget problem, men jeg staar nu tilbage med en masse gaver, som jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op med. Julen har dog bestemt vaeret rigtig hyggelig og ikke mindst utrolig interessant. Til trods for at jeg ikke har faaet nogle indpakkede julegaver, saa har jeg alligevel faaet et oenske opfyldt - en jul uden gaver.
Alt hvad jeg umiddelbart havde taget for givet - at juleaften ville indebaere kirkegang og julegaver - viste sig ikke at holde stik - noget der dog ikke har forhindret mig at have en "feliz navidad".

I skolen snakkede jeg med Oscar, der fortalte mig at det ikke er i alle familier at man giver hinanden gaver. Jeg havde blot taget det for givet, da laererne og andre af elevernes familier giver gaver. 

Forleden fandt jeg desuden ud af at "min" familie tilsyneladende giver hinanden gaver paa hellig tre kongers-dag.

Santa Maria i fuldmaane

 Ved sidste fuldmaane, tirsdag aften kl. 22.30, troppede vi op ved Quetzaltrekkers kontor. Her fik vi os en skaal varm suppe og udleveret grej til at bestige Volcán Santa Maria i lyset fra fuldmånen.

"Og hvad er saa ideen med at bestige Santa Maria midt om natten?" - et spoergsmaal flere i familien stillede, og noget vi havde lidt svaert ved at give et ordentligt svar paa, for egentlig ville vi bare gerne have den oplevelse med.
Under bestigningen var det dog et spoergsmaal, som jeg gentog for mig selv mange gange - uden at finde svar. For en nydelse var det bestemt ikke... Santa Maria er stejl og haard at bestige, og i nattens moerke var det noedvendigt konstant at holde oeje med, hvor man satte foedderne. Fuldmaanen var derfor overhovedet ikke noget, jeg bemaerkede under opstigningen. Faktisk var det eneste, som jeg kiggede paa, foedderne af den australske pige, der gik foran mig. Da Santa Maria som sagt er meget stejl, svedte og svedte jeg - til trods for at temperaturen naermede sig frysepunktet og jeg kun var iklaedt en tynd fleecetroeje.
Da vi endelig naermede os toppen efter 3,5 times vandring -gennembloedt af sved - blev vi moedt af en strid vind, og jeg derfor hurtigt afkoelet. For ikke at fryse mere end hoejst noedvendigt, var jeg derfor noedt til at smide alt mit våde toej for at kunne få noget tørt på. For nogle minutter var jeg dog i stand til at glemme kulden, da vi fra den ene side af Santa Maria kunne se lava fra den noget mindre og meget aktive vulkan Santiaguito.

Lava fra Santiaguito

Santiguito efter solopgang

Derefter kom kulden dog hurtigt igen, og da klokken kun var 3.30 maatte vi vente et par timer paa solopgangen. Vi fandt derfor soveposerne frem og forsoegte saa godt vi kunne at skaerme os mod vind og kulde.

Da solen endelig begyndte at vise sig, var vi alle stive af kulde. Til gengaeld havde vi dog alletiders udsigt og efter en halv times tid var morgenmaden klar, og med varm havregroed og kaffe var vi endelig i stand til faktisk at nyde solopgangen paa toppen af Santa Maria.

Kl. 8.00 begyndte vi nedstigningen stille og roligt - nu med mulighed for at nyde naturen og solen. Kl. 12 var vi tilbage ved Quetzaltrekkers kontor, og vi havde lige noejagtig tid til at tage et bad og spise frokost inden vi havde spanskundervisning kl. 14.00.

Saa meget blaeste det: vinden holdt en ret tung sovepose vandret i luften

Efter at have vaeret vaagne i 36 timer, der inkluderede bestigning af Santa Maria, 10 timers spanskundervisning og - for mit vedkomne - 3 timers frivilligt arbejde paa boernehjemmet, sov vi alle som sten efter aftensmaden.

Lago de Atitlán

Lago de Atitlán skulle eftersigende vaere verdens smukkeste soe. Om det er sandt vil jeg ikke udtale mig om, men smuk skal der ikke herske tvivl om, at den er. Loerdag morgen tog Jessica - en ny amerikansk spanskelev, der bor i samme hus som mig - til Lago de Atitlán. Turen gik med chicken bus og jo naermere vi kom Lago de Atitlàn jo varmere blev der. Samtidig steg flere og flere mennesker paa bussen, der hurtig blev godt proppet. I en lille landsby stoedte vi ind i problemer. Da der var fest i landsbyen,var den ene side af vejen spaerret af, og der var derfor kun en bil ad gangen, der kunne passere. Dels paa grund af staedighed, dels paa grund af nogle meget urealistiske ideer om, hvor meget en pickup og en bus fylder, brugte vi mere end en time i landsbyen - uden nogen rykkede sig det mindste. I over en halv time forsoegte vores bus at passere en modkoerende pickup, hvilket de til sidst indsaa var umuligt. Derefter brugte de en god tid paa at diskutere hvem, der saa skulle vige pladsen, men til sidst lykkedes det da at komme videre mod Lago de Atilàn.

I Panajachel -den stoerste by ved Lago de Atitlàn - besoegte vi et naturreservat med sommerfugle, aber og zip lines. Hen paa aftenen sejlede vi med en baad tvaers over soeen til San Pedro, hvor vi hurtigt fandt et hotel, og derefter brugte - hvad for os foeltes som - uendeligt lang tid paa at finde et sted at spise. Det lykkedes dog omsider, og vi kunne maette og traette gaa i seng og vaagne op til alletiders udsigt over Lago de Atitlàn.

Efter en god omgang morgenmad sejlede vi videre til San Marcos, hvor vi fandt ud af, at det var muligt at springe i vandet fra en platform i ca. 6 meters hoejde. Vi brugte resten af formiddagen paa at bade/springe fra klipper, hvorefter vi maatte vende snuden mod Xela og sejle tilbage til Panajachel for at tage en bus videre.



Jessica og jeg klar til zip-line

Naturreservatet boed bl.a. paa haengebroer, vandfald og aber





Boernehjem og foedselsdag

Da jeg efterhaanden foeler mig rimelig sikker i det spanske sprog, er jeg begyndt at arbejde frivilligt paa et boernehjem om eftermiddagen. Boernehjemmet rummer ca. 80 boern, og jeg har efterefterhaanden arbejdet med alle aldersgrupper. Arbejdet skifter fra dag til dag, og derfor baade hjulpet de aeldste piger med at laese og skrive, foldet papirsdinosaurer og leget fangeleg med drengene. Boernene ville alle rigtig gerne snakke og fortaelle, og hvis pigerne samtidig faar lov at pille ved mit haar er de rigtig godt tilfredse!
En pige fortalte mig desuden, at de tre ting hun bedst kan lide ved mig er mit haar, mine oejne og mit navn - men mest mit navn. Der var ingen tvivl om, at hun mente det godt, men det var dog noget underligt at faa at vide.

Forrige uge, hvor jeg arbejdede med de allermindste (op til fire aar), blev jeg for alvor sat paa proeve, da jeg var alene om at soerge for ro og orden blandt 15 smaa unger. Dels fordi de er noget svaerere at forstaa, og dels fordi de meget let kommer op at slaas om legetoejet. Samtidig var der en del sygdom blandt boernene, der derfor var ekstra pjevsede. Samme dag, hvor der ikke var rindende vand paa boernehjemmet, braekker en lille fyr sig ud over sig selv og mig. For at goere det hele en tand vaerre havde jeg selv samme dag afleveret alt mit i vaskeriet, saa havde ikke noget nyt at skifte til. Jeg rendte derfor rundt i byen - i tilbraekket toej - for at skaffe et nyt saet toej - og ja jeg foelte mig temmelig ulaekker! Den efterfoelgende uge lå jeg selv syg med en ordentligt omgang influenza.

Boernehjemmet havde i anledning af jul besoeg af en flok amerikanere, der ankom med julegaver til samtlige boern. Derudover blev der sunget julesange og danset.

D. 24. november havde Miguel foedselsdag, og jeg oplevede dermed min foerste foedselsdagsfest i Guatemala. Familien havde inviteret til stor frokost, der varede hele dagen. Efter frokosten, der bestod af grillkoed, frijoles (boennemos), bagte kartofler, foraarsloeg og tortillas, blev der taendt lys i lagkagen og sunget foedselsdagssang - foerst en spansk foedselsdagssang, derefter en spansk udgave af "Happy Birthday", hvor der - oversat - blev sunget "groen skrubtudse to you". Traditionen tro blev Miguels ansigts mast ned i lagkagen - til stor fryd for Armando og Jose-Miguel.